SPORT MENS DU UDDANNER DIG
Fleksibel hverdag

Har du brug for at kombinere en ungdomsuddannelse med sport på højt plan?

Er du elitesportsudøver, og har du behov for en særlig høj grad af fleksibilitet i hverdagen på en ungdomsuddannelse? På Det Blå Gymnasium er vi en klar uddannelsespartner for områdets professionelle sportsklubber. Det betyder, at klubberne og sportsudøverne individuelt kan lægge træningspas, samtidig med at du passer din skolegang på ungdomsuddannelsen. Alt dette sker i et tæt samarbejde og dialog med klubberne, Team Danmark og TalentCenter Haderslev.

På Det Blå Gymnasium er det altså en klar mulighed at udøve sport på eliteplan, samtidig med at du tager din ungdomsuddannelse. På skolen er vi klar over, at balancen mellem skole, venner og elitesport kan være svær og kræver planlægning, og vi vil gerne hjælpe dig med at få hverdagen til at gå op i en højere enhed. Derfor tager Det Blå Gymnasium alle de nødvendige hensyn, der skal tages, for at give dig de optimale muligheder for at forfølge drømmen om en karriere som professionel sportsudøver.

Elever med tilknytning til TalentCenter Haderslev har, ligesom alle andre elever, frit studieretningsvalg på Det Blå Gymnasium. Vi laver ikke rene idrætsklasser på HHX, da vi synes, at et mix mellem forskellige typer af elever, giver den bedste klassedynamik. Til gengæld samler vi alle eliteidrætselever i skolens obligatoriske studietimer. Her har man mulighed for i fællesskab at følge op på den undervisning, der er afviklet samtidig med morgentræningen tirsdag og torsdag.

Der er også mulighed for at dyrke sin idræt i kombination med en EUD/EUX-uddannelse. Til disse elever skræddersyr vi individuelle forløb.

Elever med en sportslig godkendelse fra Team Danmark har desuden mulighed for at søge ekstra timer til opfølgende undervisning i forbindelse med landsholdssamlinger eller store turneringer. Det betyder for dig, at du gennem din ungdomsuddannelse på HHX har mulighed for at fokusere ekstra på din sport i perioder og samtidig kan få ekstra undervisning af dine faglærere, når du er kommet tilbage til undervisningen på Det Blå Gymnasium.